Skæbne og menneskets frie vilje

Menneskets frie vilje eksisterer fordi:

• Vi føler anger, når vi foretager os noget forkert. Vi bønfalder Gud om at tilgive vore synder. Hvis vi giver en person besvær eller skader ham, beder vi vedkommende om at undskylde os. Disse handlinger viser, at vi vælger at opføre os på en bestemt måde. Hvis vi ikke kunne vælge vore handlinger og blev tvunget til at foretage dem af en højere magt, hvorfor skulle vi da føle anger og søge tilgivelse for alle ting?
• Vi vælger at bevæge vore hænder, taler eller rejser os for at gå et sted hen. Vi beslutter at læse en bog, se fjernsyn eller bede til Gud. Vi er ikke tvunget til at gøre noget, ej heller bliver på en eller anden måde fjernstyret af en usynlig, højere magt.
• Vi tøver, ræsonnerer, sammenligner, bekræfter, vælger og beslutter så at gøre noget. For eksempel, hvis vore venner inviterer os til at komme med et eller andet sted hen,eller at gøre noget, går vi først igennem denne mentale proces og beslutter så, om vi vil ledsage dem eller ej. Vi gentager den selvsamme proces måske hundrede gange hver dag.
• Når vi bliver behandlet forkert, sagsøger vi sommetider den, der behandlede os forkert. Domstolen giver ikke skylden for det, der er gjort forkert, til en tvingende højere magt som Skæbnen, og det gør vi heller ikke. Den anklagede undskylder sig heller ikke ved at give skylden til den magt. Dydige og fordærvede mennesker, de, der forfremmes til høje sociale poster og de, der spilder deres tid, de, der belønnes for deres gode gerninger eller succes, og de, der straffes for deres forbrydelser – alt dette beviser, at hver af os har en fri vilje.
• Kun de sindssyge holdes ikke ansvarlige for deres handlinger. Menneskelig fornuft og andre mentale evner kræver af os, at vi beslutter os og handler frit; resultaterne i vore liv beviser sandheden i den påstand. Uden fri vilje giver menneskets fornuft og andre evner ingen mening.
• Dyr har ingen viljestyrke, så de handler under Guds vejledning (“instinkt” ifølge den materialistiske videnskab). For eksempel bygger bier altid sekskantede kuber. Da de ikke har nogen viljestyrke, forsøger de aldrig at bygge trekantede kuber eller en rede. Men vi overvejer mange alternativer, før vi taler eller handler. Vi er også fri til at ændre vor beslutning, hvilket vi gør, når vi stilles overfor nødstilfælde eller nye, bedre forslag. Dette peger på vor frie vilje.

Vor frie viljes natur. Vor frie vilje er ikke synlig og har ingen materiel eksistens. Men sådanne kendsgerninger umuliggør ikke dens eksistens. Enhver har to (fysiske) øjne; men vi kan også se med vort tredje (åndelige) øje. Vi bruger de førstnævnte til at se ting med i denne verden; vi bruger den sidstnævnte til at se tingene bag hændelser og denne verden. Vor frie vilje er som vort tredje øje, som man kan kalde indsigt. Det er en tilbøjelighed eller indre kraft, med hvilken vi foretrækker og beslutter.

Vi vil, og Gud skaber. Et projekt eller en bygningsplan har ingen værdi eller nytte, medmindre man begynder at konstruere bygningen ifølge den, så den bliver synlig og tjener mange formål. Vor frie vilje minder om denne plan, for vi beslutter og handler i henhold til den, og Gud skaber vore handlinger som et resultat af vore beslutninger. Skabelse og handling er to forskellige ting. Guds skabelse betyder, at Han giver faktisk eksistens til vore valg og handlinger i denne verden. Uden Guds skabelse kan vi ikke handle.

For at oplyse et storslået palads, skal vi installere et belysningssystem. Men paladset kan ikke blive oplyst, før vi trykker på kontakten, der tænder for lyset. Indtil vi gør det, vil paladset henligge i mørke. På lignende måde er hver en mand og hver en kvinde et storslået Guds palads. Vi oplyses af tro på Gud, Som har forsynet os med det nødvendige belysningssystem: intellekt, forstand, fornuft og evner til at lære, sammenligne og foretrække.

Naturen og hændelser, såvel som Guddommeligt åbenbarede religioner, er ligesom kilden til elektricitet, der oplyser dette Guddommelige palads, som individet er. Men hvis vi ikke bruger vor fri vilje til at tænde for kontakten, vil vi forblive i mørke. At tænde for lyset betyder at anmode Gud om at oplyse os med tro. vi må, på en måde, der passer sig for en tjener ved Herrens dør, anmode Universets Herre om at oplyse os og således gøre os til en “konge” eller en “dronning” i universet. Når vi gør det, behandler Universets Herre os på en måde, der passer til Ham, og forfremmer os til en rang som konger over andre af skabelsens riger.

Gud tager vores frie vilje med i beregningerne, når Han har med os og vore handlinger at gøre, og bruger den så til at skabe vore gerninger. Således er vi aldrig ofre for Skæbnen eller uretfærdigt behandlede af Forsynet. Uanset hvor ubetydelig vor frie vilje tager sig ud, i sammenligning med Guds skabende handlinger, er den stadig kilden til vore gerninger. Gud skaber vældige sager med de mindste partikler og skaber mange vigtige resultater med simple midler. For eksempel laver Han et kæmpestort fyrretræ af et lille frø og bruger vore tilbøjeligheder eller frie valg til at forberede vor evige fryd eller straf.

For bedre at kunne forstå vor egen og vor viljestyrkes rolle i vore handlinger og resultater, betragt da den føde, vi indtager. Hvis der ikke var muld og vand, luft og solens varme ville vi, på trods af alt det vi kan frembringe og skabe vha. vor fremskredne teknologi, ikke have noget at spise. Vi kan ikke fremstille bare et enkelt majsfrø. Vi skabte ikke vores krop, som vi ikke kan kontrollere den mindste del af, eller fastlagde dens relation til mad. For eksempel, hvis vi skulle trække hjertet op, som et vækkeur, til en bestemt tid hver morgen, hvor længe ville vi da overleve?

Det er tydeligt, at næsten alle dele af hele det komplekse og harmoniske univers, der er en yderst udviklet organisme, arbejder sammen i henhold til de mest følsomme mål for at frembringe en skefuld mad. Defor er prisen på den skefuld mad næsten lig med prisen for hele universet. Hvordan kan vi nogensinde betale en sådan pris, når vores del i at producere den skefuld er aldeles ubetydelig, idet den højst består af vor egen anstrengelse?

Kan vi nogensinde takke Gud nok bare for en skefuld mad? Hvis vi blot blev vist et billede af druer, kunne vi så, hvis vi alle arbejdede på det, frembringe dem? Nej. Gud ernærer os af Sin skat og beder kun om lidt til gengæld. Hvis Han sagde, at vi skulle udføre 1000 rak’at (enheder) af bøn for et hvedeaks, blev vi nødt til at gøre det. Hvis Han sendte en regndråbe til gengæld for én rak’a, var vi nødt til at bruge hele livet til bøn. Hvis du var efterladt i ørkenens brændende hede, ville du da ikke give hvad som helst for et glas vand?

Hvordan kan vi takke Ham nok for hvert et lem, vor krop besidder? Når vi ser syge og forkrøblede mennesker på hospitalerne, eller når vi selv bliver syge, forstår vi, hvor værdifuldt et godt helbred er. Men kan vi nogensinde takke Ham nok for denne velsignelse? Den tilbedelse, Gud den Almægtige, beordrer os at gøre, er faktisk, til vort eget bedste og åndelige forfinelse, såvel som godt for personlige og kollektive liv. Dertil kommer, at hvis vi tror på Gud og tilbeder Ham, vil Han belønne os med uendelig lykke og skatte i Paradiset.

Alt i alt: Næsten alt, hvad vi har, er blevet givet os for praktisk taget ingenting, og vores rolle i den skat, vi nyder godt af her, er temmelig ubetydelig. På samme måde er vor egen vilje lige ubetydelig, sammenlignet med det, Gud, den Almægtige, skaber af vores brug af den. På trods af vor frie viljes kraftløshed og vor egen mangel på evne til virkeligt at forstå dens sande natur, skaber Gud vore handlinger i henhold til de valg og beslutninger, vi foretager gennem den.

Guddommelig Skæbne er forenelig med menneskets frie vilje. Gennem historien har menneskene forsøgt at skelne mellem eller forsone Guddommelig Skæbne og menneskelig fri vilje. Nogle har benægtet den frie vilje, mens andre har påstået, at vi selv skaber vore gerninger, og dermed overser Skæbnen. Men da Islam er mellemvejen i alle ting, påstår den, at Guddommelig Skæbne dominerer eksistensen inklusiv menneskeriget; men vi kan bruge vor frie vilje til at styre vort liv.

Koranen udtrykker dette forholds sande natur på følgende måde: Det er kun en formaning for alverden, således at den, der vil blandt jer, kan vandre ad den rette vej. Og I ville ikke, medmindre Allah, verdenernes Herre, havde villet. [Koranen, 81:27-29]. Disse vers tilskriver den Almægtige Gud absolut vilje; men nægter ikke mennesket fri vilje. I et andet vers læser vi, at Gud skabte jer og hvad end I gør (37:96).

Andre vers taler om en pagt mellem os og Gud og erklærer åbent, at vi styrer historien: opfyld pagten med Mig, så vil Jeg opfylde pagten med jer[Koranen, 2:40]; Hvis man hjælper Gud(s religion), vil Han hjælpe jer og styrke jeres fodfæste.[Koranen, 47:7]; og Allah ændrer visselig ikke et folks skæbne, førend de (selv) ændrer det, som er i deres hjerter.[Koranen, 13:11].

Med undtagelse af menneskeheden og jinn, som begge har fri vilje og må stå til regnskab for deres gerninger, er Guddommelig Skæbne den absolut dominerende faktor i eksistensen. For at forsone Skæbnen og menneskets frie vilje, tænk da over følgende:

• Skæbnen er en titel på Guddommelig Viden. Guds Viden fatter alting indenfor og udenfor tid og rum. Hvis din viden tillader dig at vide på forhånd, at en bestemt ting vil ske på et bestemt tidspunkt i fremtiden, vil din “forudsigelse” gå i opfyldelse. Men det betyder ikke, at din forudviden fik det til at ske. Eftersom hver en ting og begivenhed opfattes i i Guds Viden, skriver Han, hvad der vil ske på ethvert givet tidspunkt og sted, og det gør det så. Det, Gud skriver, og det, vi gør, er nøjagtigt det samme; ikke fordi Gud skriver det og derpå presser os til at gøre det, men fordi vi vil det og derefter gør det.

For eksempel: Et tog kører mellem Istanbul og Ankara. Når man tager dets hastighed og egenskaber i betragtning, jernbanens beskaffenhed, afstanden mellem de to byer, såvel som antallet af stationer undervejs og hvor lang tid, der bruges på hver af dem, kan man udregne en køreplan. Er det køreplanen, der får toget til at køre?

Tidspunktet og varigheden af sol- og måneformørkelser er kendt og nedskrevet på forhånd, baseret på astronomiske beregninger. Er det denne forudviden og nedskrivning af den, der forårsager dem? Selvfølgelig ikke. Eftersom astronomerne på forhånd vidste, hvornår formørkelsen ville finde sted, skrev de det ned. Det er det samme forhold, der eksisterer mellem Skæbnen og menneskets frie vilje.

• Vor frie vilje er inkluderet i Skæbnen. For eksempel, nogen spørger dig, om uret i værelset ved siden af virker. Du kan høre det og svarer bekræftende. Spørgeren behøver ikke at spørge om dets visere bevæger sig, for hvis uret virker, virker dets gear, og dets visere bevæger sig. På lignende måde udelukker Skæbnen og menneskets frie vilje ikke hinanden. Vi er hverken tørre blade, der hvirvles afsted af Skæbnens vind eller fuldstændigt uafhængige af den. Da Islam altid følger mellemvejen, forklarer den det rette forhold mellem Skæbnen og vor frie vilje: vi vil og gør noget, og Gud skaber det.
• Fra Skæbnens synsvinkel kan årsag og virkning ikke adskilles. Det vil sige, at det er forudbestemt, at denne årsag vil medføre denne virkning. Men vi kan ikke argumentere for, det at dræbe nogen er i orden, for vedkommende var bestemt til at dø på det tidspunkt og sted og ville have været død alligevel, selv hvis vedkommende ikke var blevet skudt. Sådant et argument har intet grundlag i virkeligheden, eftersom offeret faktisk er bestemt til at dø som resultat af at blive skudt. Argumentet om at vedkommende alligevel ville dø uden at blive skudt, ville betyde, at denne død var meningsløs. Hvordan skulle vi forklare sådan en død? Husk på at der ikke findes to slags Skæbne, en for årsagen og en anden for virkningen. Skæbne er een.
• Folk er tilbøjelige til, idet de udelukker sig selv fra tidens gang, at forestille sig en grænse for fortiden, der strækker sig gennem en bestemt kæde af ting. De kalder denne for azal (fortidig evighed). Men at argumentere udfra sådan en tanke er uacceptabelt. For bedre at kunne forstå dette subtile punkt, tænk da over følgende:

Forestil dig at du holder et spejl i hånden. Alt, hvad der spejler sig til højre, repræsenterer fortiden, mens alt, der spejler sig i venstre side, repræsenterer fremtiden. Spejlet kan kun gengive én retning, da det ikke kan vise begge sider, mens man holder det. Hvis du har lyst til at se begge retninger på samme tid, må du hæve dig højt op over din oprindelige position, så at højre og venstre smelter sammen til én retning, og intet kan kaldes først eller sidst, begyndelse eller ende.

I nogle henseender er Guddommelig Skæbne identisk med Guddommelig Viden og siges i en udtalelse fra Profeten at indeholde al tid og alle hændelser som et enkelt punkt, hvor først og sidst, begyndelse og ende og det, der skete og det, der vil ske, alle er forenet i eet. Da vi ikke er udelukkede fra det, kan vor forståelse af tid og hændelser være som et spejl til fortiden.^[24]

• Vi skaber ikke vore handlinger. Hvis vi rent faktisk gjorde det, måtte vi også være deres ultimative årsag. Hvis det var tilfældet, ville vi ikke have nogen fri vilje, for ifølge logikken eksisterer en ting kun, hvis dens eksistens er absolut nødvendig, og alle nødvendige betingelser er forberedt til dens eksistens. Derfor må alt, der kommer i eksistens, have en virkelig, komplet årsag. Men en komplet årsag ville gøre eksistensen af noget tvingende nødvendig, hvilket ville sige, at der ikke var nogen plads til valg.
• Selvom vor frie vilje ikke kan forårsage, at noget sker, har den Almægtige Gud gjort dens virkemåde til en enkel betingelse for at effektuere Sin universelle Vilje. Han bruger vor frie vilje til at vejlede os i vor valgte retning, og vi er så ansvarlige for vore handlinger. Hvis du sætter dit barn op på skuldrene og, på hendes forespørgsel tager hende med udenfor, kan hun blive forkølet. Kan hun give dig skylden for hendes forkølelse? Sandelig ja, du kan måske endda straffe hende for hendes ønske. På samme måde tvinger den Almægtige Gud, den Mest Retfærdige af Dommere, aldrig Sine tjenere til at gøre noget og har således gjort Sin Vilje til en vis grad afhængig af menneskets frie vilje.

Vi kan sammenfatte diskussionen hidtil i syv punkter:

1. Guddommelig Skæbne, også kaldet Guddommelig beslutsomhed og arrangement, dominerer universet; men ophæver ikke vor frie vilje.
2. Eftersom Gud er hinsides tid og rum, og alting er inkluderet i Hans Viden, omfatter Han fortiden, nutiden og fremtiden som et udelt og forenet punkt. For eksempel: Hvis du er i et værelse, er dit syn begrænset til værelset. Hvis du ser fra et højere punkt, kan du se hele byen. Efterhånden, som du stiger højere og højere, vil dit synsfelt udvide sig. Jorden ligner, set fra Månen, en blå marmorkugle. Det er det samme med tid.
3. Eftersom al tid og rum er inkluderet i Guds Viden som et enkelt punkt, skrev Gud alting ned, der vil ske, indtil Dommedag. Englene bruger denne optegnelse til at forberede en mindre optegnelse for hvert individ.
4. Vi gør ikke noget, fordi Gud skrev det ned; Gud vidste på forhånd, at vi ville gøre det, og skrev det ned.
5. Der findes ikke to skæbner: en for årsagen og en for virkningen. Skæbnen er een og forholder sig samtidigt til årsagen og virkningen. Vor frie vilje, der forårsager vore handlinger, er inkluderet i Skæbne.
6. Gud fører os til gode ting og handlinger, og tillader og råder os til at bruge vor frie vilje til det gode. Til gengæld lover Han os evig lykke i Paradiset.
7. Vi har fri vilje, selvom vi bidrager med næsten ingenting til vore gode gerninger. Hvis vor frie vilje ikke bruges på rette vis, kan den ødelægge os. Derfor bør vi bruge den til at gavne os selv ved at bede til Gud. Det vil gøre det muligt for os at nyde Paradisets glæder, en frugt på kæden af gode gerninger, og opnå evig lyksalighed. Yderligere bør vi altid søge Guds tilgivelse, så at vi må afholde os fra det onde og blive frelst fra Helvedes pinsler, en frugt fra den forbandede kæde af onde gerninger. Bøn og tillid til Gud styrker i høj grad vor tilbøjelighed til det gode, og anger om at søge Guds tilgivelse svækker betragteligt, ja endda ødelægger, vor tilbøjelighed til det onde og overtrædelser.

[24] Vi er inkluderet i det samme spejl, men vi er bevidste både om spejlet og om det, der afspejles i det.