Guddommelig Bestemmelse betyder at udføre Skæbnens beslutninger eller afgørelser. Den inkluderer samtidigt vore handlinger og Guds skabelse af dem, for Gud tillader os at gøre, hvad vi vil, ved at bringe det i eksistens. Det arabiske ord, der her er oversat som Guddommelig Nåde, er ‘ata’, hvilket betyder “at give frit eller liberalt.”
Gud har to store optegnelser eller registre: den Øverste Bevarede Tavle (korresponderer til Skæbnen eller Guddommelig Viden) og den Manifeste Optegnelse (korresponderer til tidens virkelighed). Den Øverste Bevarede Tavle ændres aldrig, da Gud har absolut uhindret Vilje og er derfor ikke begrænset af den Skæbne, Han fastlagde for Sine skabninger. Men Han kan ændre det, Han skriver i den Manifesterede Bog: Allah udsletter, hvad han vil, og befæster, (hvad Han vil). Og hos Ham er kilden til (alle) befalinger.[Koranen, 13:39].
Denne subtile sag er vanskelig at forstå. Selvom vi ikke fuldt ud forstår realiteten af denne slettelse og bekræftelse, oplever vi det jævnligt i vore liv. For eksempel går vi en dag hjemmefra for at gå et sted hen, hvor der frit begås synder. Men, ud af Hans nåde og gavmildhed, arrangerer Gud for os, at vi møder nogle gode venner, der overtaler os til at tage et godt sted hen. Ligeledes, vi begår synder alt for frit og er derfor emner for ulykke. Men i stedet for at behandle os udfra Hans Retfærdighed, behandler Gud os udfra Sin nåde med den yderste venlighed og undskylder os og redder os dermed fra ulykke.
Guddommelig Nåde eksisterer, så vi ikke behøver at fortvivle over, om vi bliver tilgivet, så vi kan vende os til Ham på trods af vore synder, og så vi ikke behøver at se os selv som fuldstændigt bundet af de konsekvenser, som Guddommelig Skæbne og Bestemmelse fastlægger for vore gerninger. Dette tydeliggøres i de følgende vers:
Hvilken ulykke, der end rammer jer, så skyldes den det, jeres hænder har øvet, men Han tilgiver meget.[Koranen, 42:30]
Og hvis Allah ville straffe mennesker for deres urtefærdighed, (omgående), ville Han ikke efterlade noget levende væsen på (jordens overflade), men Han giver dem udsættelse, (så de kan angre og forbedre sig) til en fastsat tid. Men når så deres tid kommer, er der ingen, der kan blive tilbage (så meget som) en time, ej heller kan de ile forud (for den). [Koranen, 16:61]
Sig: O Mine tjenere, som har begået overtrædelser mod sig selv, fortvivl ikke om Allahs barmhjertighed; thi Allah tilgiver alle synder til hobe. Han er den Tilgivende, den Barmhjertige.[Koranen, 39:53]
Guddommelig nåde eller frihed manifesterer sig tydeligere i menneskehedens historie. Da vi er ansvarlige for vore handlinger og skal stå til regnskab for dem, styrer vi vor egen historie. Historiske filosofier som historisme tager temmelig meget fejl, for der er ingen determination i historien eller historiske begivenheder.
Mange historiske mennesker, som ‘Ad, Thamud og Farao, fortjente at gå til grunde på grund af deres udsvævende livsstil, uretfærdighed og uhyrligheder. Og så udslettede Gud dem. Men Profeten Jonas’s folk vendte sig til Gud i yderste oprigtighed og dyb anger og reformerede sig rent moralsk, efter de så tegn på en truende ødelæggelse. Som resultat heraf [Koranen, 10:98]. For at understrege dette punkt sagde Guds Budbringer: “Frygt afværger ikke ulykker; men bøn og velgørenhed afværger dem.”[25]
Derfor må de troende aldrig holde op med at bede og yde velgørenhed. Når de føler ulykken komme, bør de øjeblikkeligt vende sig til Gud i bøn, anger, give almisser eller udføre en tjeneste for Islam.
[25] Muttaqi al-Hindi, Kanz al-‘Ummal, Hadith nr, 3123, Ibn ‘Asakir,Tarikh al-Dimashq, 5:168.
